Om Museum for Papirkunst
I Hune, tæt på Blokhus i Nordjylland, ligger Museum for Papirkunst, som hylder psaligrafi og papir i alverdens former.
Museet rummer dels en kerneudstilling med værker af Bit Vejle, som også har grundlagt museet, dels skiftende udstillinger, som viser mange former for design og kunsthåndværk med papiret som omdrejningspunkt.
Derudover rummer museet, som er det eneste af sin art i Norden, et papirværksted, en café og en butik.


Kunstværket Ballerina Bulldog
Et af Bit Vejles kunstværker er Ballerina Bulldog. Værket består af 21 ballerinaer i papirklip, som er baseret på Søren Kierkegaards filosofi.
Ballerina Bulldog tager, ved hjælp af sine powertools, ansvar for sin linedans gennem livet.
En ballerina har en håndmikser, så hun kan piske en stemning op, når det behøves.
En anden ballerina har en paraply med Nelson Mandelas fangenummer, som symboliserer, at man skal kunne tilgive.
Og endelig er der ballerinaen med bulldoggen, som kunstværket er opkaldt efter. Bulldoggen, der er trofast og har personlighed, er et symbol på, at man skal stå ved hvem, man er.


Laserskårede ballerinafigurer i letvægtsboard
Da Bit Vejles 21 originale ballerinafigurer skulle forlade museet for at komme på verdensturné, henvendte museet sig til Induflex for at få fremstillet et sæt ballerinaer, som kunne blive på museet og bruges til undervisning.
Induflex har derfor laserskåret 21 ballerinafigurer i Katz letvægtsboard i 1,22 mm tykkelse. Boardet har en kerne af træfiber og halv-mat paperliner på begge sider.
For at undgå brændemærker fra laserstrålen i det hvide board, monterede vi tape på boardet inden laserskæringen.
Ved at skære ballerinaerne med laser frem for kniv, kan vi skære alle rundinger og vinkler helt ned til millimeters præcision uden at ødelægge eller flosse det tynde papirmateriale.
De 21 laserskårede ballerinaer pryder museets undervisningslokale papirværkstedet, hvor Museum for Papirkunst benytter figurerne til at undervise elever fra landets skoler i historien og symbolikken bag Ballerina Bulldog.


