Limning af plast og andre materialer

Limning af plast er en manuel proces, som kræver stor præcision. Hos Induflex kan vi lime i forskellige plast- og naturmaterialer.

Limning af plast


Med limning kan man opnå et ensartet, holdbart og flot resultat. Vi har erfaring med limning af mange produkter og materialer. Limning er fordelagtigt til at samle forskellige produkter som displays, akrylkasser eller podier.

 

Limning kan sjældent automatiseres og kræver afhængig af materiale forskellige typer lim. Udført rigtigt og med passende lim til materialet kan limning give flotte, og i nogle tilfælde næsten usynlige samlinger.

Forud for lim-opgaven gennemgår vi altid mulige alternativer til limning og vejleder dig, så du får et produkt med de egenskaber og udseende, som du ønsker.

 

Du kan læse mere om limning af de forskellige plasttyper og øvrige materialer her på siden.

 

Limning af akryl


Akryl kan limes sådan, at samlingen bliver næsten lige så stærk som akrylen selv. Det kræver imidlertid en grundig forberedelse. Først skal overfladerne forberedes med afspænding, affedtning og rengøring før limen påføres. Herefter skal overflader holdes/spændes tæt sammen, mens limen hærder.

 

Som en tommelfingerregel kan man sige, at limning af farvet akryl giver et bedre resultat end limning af klar akryl, fordi man ikke kan se selve limfladerne på den ikke-transparente akryl.

 

Limning af klar akryl er vanskelig, fordi der dannes luftbobler, når limen hærder op. Disse luftbobler bliver synlige på den transparente akryl.

Limning mod stål, træ og andre materialer


I de fleste konstruktioner limes plast sammen med plast af samme type. Alligevel kan det forekomme, at materialerne er forskellige med to forskellige plasttyper eller plast mod metal eller andre materialer, som f.eks. linoleum eller Corian®.

 

Limning af forskellige plasttyper er kun mulig, hvis de to plasttyper materialemæssigt ligger tæt på hinanden. Nogle plasttyper kan slet ikke limes sammen.

 

Limning af plast mod metal er ligeledes problematisk, men ikke umuligt. Her er det vigtigt at være opmærksom på den store forskel i varmeudvidelse. Eksempelvis er udvidelseskoefficienten i akryl fem gange højere end i stål.

 

Vi vejleder dig selvfølgelig omkring materialer og limning, så du opnår det bedste resultatet af limningen.

 

Limning af teknisk plast


Limning af teknisk plast hænger sammen med plasttypens resistens overfor kemikalier. Jo højere resistens, desto vanskeligere at lime.

 

De to meget anvendte tekniske plastmaterialer PEHD og POM er begge kemikalieresistente og derfor vanskelige at lime.

 

Vi har ikke en tradition for at lime i teknisk plast, og foretrækker at finde en måde at producere emnet på uden limning.


Limning med UV-lim


Visse limtyper er udviklet til at hærde, når de udsættes for UV-lys. UV-lim går ikke i forbindelse med plasten og binder dem kun sammen. Derfor er en UV-limning ikke helt så stærk som en kemisk limning. Desuden kan det kun anvendes, når minimum et af materialerne er UV-transparent, som eksempelvis klar akryl.

Alternativer til limning


Med vores viden om materialerne og processerne kan du ofte få forslag til mulig limfri-løsning til de opgaver, hvor man med fordel kan ændre på konstruktionen og dermed i nogle tilfælde opnå en bedre løsning uden limning.

 

De mest gængse alternativer til limning er:

 

Varme- og koldbukning


Med lidt fantasi kan mange limningsopgaver løses ved at bukke materialet. Det er dog her værd at nævne, at ikke alle plastmaterialer kan dog bukkes. Du kan læse mere om varme- og koldbukning her. (LINK)

 

Dobbeltklæber


Dobbeltklæber er en økonomisk løsning, der kan bruges, når vægten af emnet er relativ lille i forhold til klæbefladen. Det benyttes i stort omfang til logoskilte og bogstaver.

 

Låse-systemer


Ved låse-systemer låses plastplader sammen uden eller i kombination med lim. Metoden er blevet populær til salgsdisplays i slagfast akryl. Almindelig akryl er for sprød og knækker, hvis det bruges på denne måde.

Vi har mange materialer på lager - klar til dit næste projekt

Vil du vide mere om limning? Udfyld formularen, og vi kontakter dig hurtigst muligt.